Drømmer du om panoramavinduer med udsigt til vandet, lyse, højloftede rum og stemningsfyldt atmosfære, finder du det hele i Danmarks dyreste sommerhuse. Her er sommervillaer på flere hundrede kvadratmeter, og de ligger perfekte placeret tilpas højt over vandet, så den heldige køber får den bedste udsigt.
”Havudsigten er eftertragtet og dyr, fordi den er i begrænset antal. Der kan kun være så mange huse i første række til vandet, og den naturlige begrænsning af antallet er med til at trække prisen op”, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.
Sommerhuse, der ligger under 100 meter fra vandet bliver udbudt for 31.600 kroner pr. kvadratmeter, hvilket er næsten dobbelt så meget som udbudsprisen for det gennemsnitlige sommerhus. Den gode nyhed er, at du ikke skal længere end 2-300 meter fra kysten, før udbudspriserne er tilbage på niveau med gennemsnittet. Til gengæld får du så ikke den storslåede panoramaudsigt til de blå bølger.
Top 5 dyreste sommerhuse
Udsigten er spektakulær fra dette højtliggende sommerhus i Ålsgårde, hvor du har et flot vue ud over havet. Sommerhuset er stemningsfyldt, og der er masser af historie i den over 100 år gamle ejendom. Grunden er stor, og der forventes mulighed for at kunne udstykke den. Udbudspris: 20.000.000 kr.
Stort, smukt sommerhus med højt til loftet og den smukkeste havudsigt. Huset er tegnet af arkitekt MAA Jan Knudsen med inspiration fra vikingetidens langhuse med lyse, stor og åbne rum, loft til kip og rytterlys i hele tagryggens længde. Grunden er stor og emmer af ro og fred. Udbudspris: 22.000.000 kr.
Her er en ægte sommervilla, der har alt, hvad du drømmer om af atmosfære, elegance og fine detaljer. Sommerhuset ligger i første række til stranden og er et smukt bud på et fredeligt sommereksil. Udbudspris: 25.000.000 kr.
Lækker liebhaverbolig på stor grund og med udsigt til vandet. Huset har en fremragende beliggenhed, og du får valuta for pengene, når du indtager enten udsigtsbalkonen eller kryber i ly for en af de danske regnbyger på den overdækkede terrasse. Udbudspris: 29.000.000 kr.
Danmarks dyreste sommerhus ligger i Rungsted og byder på flot panoramaudsigt ud over Øresund og en beliggenhed kun få skridt fra det hyggelige miljø i Rungsted Havn. Huset er fra 2011 og opført i gedigne kvalitetsmaterialer. Udbudspris: 29.500.000 kr.