Vintertid er lavsæson for sommerhuse, og det gør det til højsæson for tilbudsjægeren, der gerne vil gøre et godt kup. Og vil du finde de billigste sommerhuse, skal du starte din søgning i Aalborg Kommune. Her lå salgspriserne på 8.865 kroner pr. kvadratmeter i januar. Det giver en gennemsnitspris på 621.000 kroner for et sommerhus på 70 kvadratmeter.
Dermed var sommerhusene i Aalborg Kommune i gennemsnit næsten en million kroner billigere end dem i Aarhus Kommune. Her lå salgspriserne på knap 23.000 kroner pr. kvadratmeter i januar, og et 70 kvadratmeter stort sommerhus ville dermed komme op i en pris på 1,6 millioner kroner.
”Det er et godt tidspunkt nu at købe sommerhus. Priserne begynder at stige ganske snart, når foråret kommer, men du kan endnu nå at købe til vinterpris. Samtidig er der ikke længe til, at du kan få glæde af dit nye sommerhus, fordi vi er så langt henne på vinteren”, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.
Billigst på Sjælland
Er du på jagt efter et sommerhus på Sjælland, finder du de billigste i Kalundborg Kommune. Her var salgsprisen i januar næsten den samme som i Aalborg, nemlig 8.877 kroner pr. kvadratmeter. Men også Frederikssund og Guldborgsund byder sig til med kvadratmeterpriser på under 10.000 kroner.
Selv i en af landets dyreste sommerhuskommuner, Gribskov, er der vinterstemning. Her var salgsprisen i januar nede på 15.920 kroner pr. kvadratmeter. I september 2015 toppede sommerpriserne i netop Gribskov kommune, der dengang lå på 19.516 kroner pr. kvadratmeter.
”Priserne på sommerhuse i Gribskov Kommune er lavere nu, end de var i januar 2015, så der er al mulig grund til at slå til nu, hvis det er på de kanter, man ønsker sig et sommerhus, for her vil priserne helt sikkert stige markant i løbet af det næste halve år”, siger Birgit Daetz.
Top 5 billigste sommerhuskommuner (salgspris i kr. pr. kvm. januar 2016)
- Aalborg: 8.865 kr.
- Kalundborg: 8.877 kr.
- Frederikssund: 9.430 kr.
- Guldborgsund: 9.813 kr.
- Syddjurs: 12.234 kr.