København er andelsboligernes by, og det er da også netop her, at du finder fire af de fem største andelsboliger, der er udbudt til salg netop nu. Men med på listen kommer også en af de mere sjældent udbudte andelsboliger, nemlig en stor ejendom i Jægerspris. Her ligger Andelsboligforeningen Kyndby Huse, der kalder sig en af Danmarks største andelsboliglandsbyer. Villaen, der er til salg, er den tidligere direktørbolig, og den er derfor langt større end de andre boliger i foreningen. Så er du på jagt efter en andelsbolig med god plads i naturskønne omgivelser, er der netop nu en helt særlig mulighed for at købe netop det.
”De største andelsboliger ligger næsten altid i København, men man skal ikke glemme, at der er andelsboliger at få i hele landet. Af de 1.600 andelsboliger, der er til salg gennem en ejendomsmægler netop nu, er det under 100, der ligger i København. Og så skal man huske, at andelsboliger både er lejligheder men også villaer og rækkehuse i alle afskygninger”, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.
Top 5 største andelsboliger i udbud
Skal du have god plads og mange værelser, kan du se efter de største andelsboliger, der er til salg netop nu. Den mindste lejlighed på listen over de største andelsboliger er over 200 kvadratmeter, så her er der tale om virkelig store boliger til familier med et pladsbehov lidt ud over det sædvanlige.
Med sine 315 kvadratmeter er andelslejligheden på Gimles Allé den største, der er udbudt til salg netop nu. Den store stue er med sine 130 kvadratmeter på størrelse med et parcelhus, så her er der god plads til at slå vejrmøller, lave pilates og meget mere. Udbudspris: 3.495.000 kr.
Den 223 kvadratmeter store lejlighed ligger i Carlsberg Siloen. Du kan køre med elevatoren direkte ind i lejligheden, hvor dine kvadratmeter er fordelt på cirkelformede rum, der giver en spændende planløsning. Udbudspris: 3.995.000 kr.
221 smukke kvadratmeter får du på Gothersgade, hvor den tredjestørste udbudte andelslejlighed ligger. Her er der ikke bare god plads – der er også højt til loftet, og så er du super centralt placeret. Udbudspris: 3.248.000 kr.
Vil du bo i andelsbolig uden for byen, har du muligheden i denne 219 kvadratmeter store villa, der er en del af Kyndby Huse Andelsboligforening. Villaen, der også rummer 120 kvadratmeter brugbar kælder, er perfekt placeret med udsigt over Isefjorden, og du får hele 2.535 kvadratmeter parklignende grund. Det er en bolig for den meget pladskrævende eller pladselskende familie. Udbudspris: 495.000 kr.
På Frederiksberg står der 211 kvadratmeter klar til dig i denne herskabslejlighed, der har udsigt til søerne. Her er original stuk, sildebensparketgulve og højt til loftet, og du får en fantastisk udsigt fra femte sal. Udbudspris: 4.252.410 kr.