Fra september til oktober steg lejlighedspriserne med 0,5 procent på landsplan, men for 16 kommuner var det slet ikke nok; her steg salgsprisen med helt op til 4,2 procent. Størst var stigningen i Ishøj, hvor salgspriserne i oktober lå 4,2 procent højere end i september. Men også i Lyngby-Taarbæk og Horsens kommuner var der prisstigninger på over 3,5 procent i oktober.
Begyndende prisfald trods store stigninger siden sidste år
De sælgere, der solgte en ejerlejlighed i Hvidovre i oktober, måtte dog sande, at der kom lidt mindre i posen, end hvis de havde lukket salget en måned før. I oktober faldt salgspriserne nemlig med 2,8 procent, og Hvidovre stod dermed for oktobers største prisfald. Der er dog ikke grund til den helt store bekymring i netop Hvidovre, hvor salgspriserne i oktober lå knap 13 procent højere end i oktober sidste år.
”Det seneste år er salgspriserne på ejerlejligheder steget i 23 ud af de 24 kommuner, der har salg nok til at komme med i statistikken. Så selvom enkelte kommuner har haft et prisfald i oktober, så er det stadig sælgers marked, når det handler om ejerlejligheder”, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.
Top 5 kommuner med største prisstigning i oktober
- Ishøj: 4,2 %
- Lyngby-Taarbæk: 4,1 %
- Horsens: 3,6 %
- Gentofte: 3,4 %
- Helsingør: 3,3 %
Top 5 kommuner med største prisfald i oktober
- Hvidovre: -2,8 %
- Køge: -2,1 %
- Fredensborg: -1,0 %
- Esbjerg: -0,9 %
- Aarhus: -0,9 %