Danmarks dyreste rækkehuse placerer sig med en enkelt undtagelse i umiddelbar nærhed af øresundskysten. Herfra kan man på få minutter få dyppet kroppen i det iskolde vand og promenere i fornemme kvarterer, hvor store millionvillaer majestætisk optager pladserne helt ud til vandet. Ingen af de dyreste rækkehuse er under 218 kvadratmeter, og drømme du om en bolig med historie, har du har muligeden for at få drømme opfyldt her.
”Det er fem spændende boliger, der er på listen her. Selv nybyggeriet på Jægersborg Alle befinder sig i historiske rammer, da det er en del af den gamle Jægersborg Kaserne. Priserne trækkes især op af beliggenheden tæt på kysten, naturen og ikke mindst København kombineret med det meget store antal kvadratmeter, som boligerne har hver især”, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.
Top 5: Danmarks dyreste rækkehuse
- Jægersborg Alle 162C, 2820 Gentofte http://www.boligsiden.dk/salg/757341979
På den gamle Jægersborg Kaserne ligger dette nybyggede rækkehuse på 218 kvadratmeter. Det er hvidt og lyst og har lækkert BOFORM-køkken med bordplader i røget egetræ. Stilen fra de gamle kasernebygninger er holdt, så du får sprossede ruder og en gulkalket facade. Udbudspris: 9.900.000 kr.
- Christiansholms Parallelvej 14, 2930 Klampenborg http://www.boligsiden.dk/salg/378724798
Boligen her sælges som en unik herskabsbolig i ”De Engelske Rækkehuse” i Klampenborg. Der er tale om et historisk byggeri fra 1903 med bl.a. indbyggede skabe af Børge Mogensen og Grethe Meyer. En absolut spændende bolig på 248 kvadratmeter, hvor du kommer til at bo i et fredeligt smørhul tæt på både Dyrehaven og Øresund. Udbudspris: 11.000.000 kr.
- Sundvænget 2, 2900 Hellerup http://www.boligsiden.dk/salg/977206919
244 kvadratmeter stort enderækkehus, hvor der er plads til selv den store familie. Her får du bl.a. sildebensparket, pejs og stor terrasse i forbindelse med førstesalen. Du kommer til at bo få hundrede meter fra stranden, hvor du har brugsret til den private badebro for enden af vejen. Udbudspris: 11.000.000 kr.
- Esperance Alle 24, 2920 Charlottenlund http://www.boligsiden.dk/salg/899897371
Rækkehuset her er et af de sidste, der vender ud mod Charlottenlund Slotspark. Her er der 265 kvadratmeter fordelt på fire etager. Også her er du tæt på Øresund og Charlottenlund Strandpark. Udbudspris: 11.900.000 kr.
- Svanevænget 34, 2100 København Ø http://www.boligsiden.dk/salg/468034410
Danmarks absolut dyreste rækkehus er også det største. 334 kvadratmeter er der i den store, lyse bolig få minutters gang fra Svanemøllebugten, hvor du kan tage en dukkert. Rækkehusene på Svanevænget er kategoriseret som bevaringsværdigt i kategori 3, som omfatter bygninger med bl.a. høj arkitektonisk og kulturhistorisk værdi. Boligen er løbende vedligeholdt. Udbudspris: 14.995.000 kr.