Fint skal det være, og fint bliver det med sikkerhed også, hvis du vælger en af disse fem ejendomme som dit nye hjem. Med adresser i Klampenborg, Hellerup, i Østerbros ambassadekvarter og på Frederiksberg er du sikret den bedste beliggenhed. Er stil dit krav, er disse villalejligheder dit svar. Smukke indgangspartier, elegante stuer med sildebensparket og romantiske haver venter dig, og har du en Master Chef i maven, skal du også unde dig selv at se det imponerende køkken i villaen på Svanemøllevej.
”Villalejlighederne på listen er ud over det sædvanlige. Det er liebhaverboliger, der hører til blandt områdets dyreste. Når det så er sagt, så er villalejlighederne alt andet lige billigere, end hvis man skulle have købt hele ejendommen, da der typisk er tale om palæejendomme af høj kaliber, som ville være næsten ubetalelige”, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.
De fem dyreste villalejligheder netop nu
Med den yderst passende adresse på Slotsalléen er tonen slået an til denne spektakulære villalejlighed i Klampenborg. Du bliver budt velkommen på den brostensbelagte ankomstplads omkranset af hvid mur og smedejernsport. Indenfor får du 346 overdådige kvadratmeter i både stuen og på første sal. På balkonen på første sal har du kig til Øresund. Udbudspris: 16.950.000 kr.
Smuk palæejendom i hjertet af Hellerup med 193 smukke og præsentable boligkvadratmeter, 96 kvadratmeter kælder og en yderst charmerende have udenfor. Her er højt til loftet, sildebensparket, franske døre og stuklofter. Udbudspris: 13.500.000 kr.
Stemningsfuld villalejlighed med den central beliggenhed i Hellerup. Hele 217 boligkvadratmeter placeret i stuen, og som noget helt særligt ene brugsret til hele haven. Med egen indgang, egen have og egen p-plads har du samme fordele som at bo i egen villa. Udbudspris: 11.000.000 kr.
Stor villalejlighed på 229 kvadratmeter beliggende i Ambassadekvarteret. Her kan selv den mest ambitiøse kok leve drømmen ud i det store, top tunede køkken fra den italienske køkkenproducent ArcLinea. Her er hvidevarer fra Gaggenau, en fire kvadratmeter stør kogeø af rustfrit stål og et smukt specialkonstrueret italiensk spisebord i umiddelbar forlængelse. Se det exceptionelle køkken og de mange andre flotte detaljer i boligen. Udbudspris: 10.495.000 kr.
Denne villalejlighed ligger perfekt placeret på Frederiksberg. Der er masser af charme og historie i den klassiske Frederiksbergvilla, der er opført i 1885. Her har du brugsret til hele haven, og indbyder vejret ikke til haveaktivitet, kan du enten nyde haven fra vinterstuen eller helt inde fra køkkenet. Udbudspris: 10.295.000 kr.