Har du hænderne skruet rigtigt på, er der mange penge at spare ved at købe et håndværkertilbud i stedet for en indflytningsklar bolig. Prisen for et håndværkertilbud starter ved 100.000 kroner for en villa i Nordborg på Als, og der er ca. 120 andre boliger til salg, der kræver håndværkersnilde ud over det sædvanlige.
Men det er ikke usædvanligt, at håndværkertilbuddene kommer op i millionklassen. De dyreste håndværkertilbud, der er udbudt til salg netop nu, koster da også mere, end mange danskere har mulighed for at bruge på et boligkøb.
”Mange forventer, at et håndværkertilbud er en foræring, men man skal snarere se det som en bolig, der er rigtig billig i forhold til beliggenheden. Et nedslidt hus på en dyr adresse, er stadig en dyr bolig, alene fordi grundværdien er så høj. Men man får stadig håndværkertilbuddet billigere, end hvis man skulle købe et istandsat hus på samme adresse”, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.
Se håndværkertilbud til salg på Boligsiden.dk
Top 5: Danmarks dyreste håndværkertilbud
Villaen her er fra 1965 og ligger midt i hyggelige Dragør, der med sin charmerende gamle bydel, kystnære beliggenhed og korte afstand til hovedstaden er evigt populær. Derfor kommer prisen også op i den høje ende, selvom der er tale om et håndværkertilbud. Udbudspris: 3.295.000 kr.
Villaen her gør sig bemærket ved både at være stor – næsten 200 kvadratmeter – og ved at være beliggende på en dejlig stor grund. Huset ligger i Brønshøj, hvor ikke alle parcelgrundende er lige store, men grunden her er på over 1.000 kvadratmeter. Huset kræver en overhaling og en håndværksmæssig indsats for at få det opdateret. Udbudspris: 3.395.000 kr.
Huspriserne i Valby, der er en del af Københavns Kommune, ligger afgjort i den høje ende, og huset her følger pænt med, til trods for at det kræver en kærlig hånd. Til gengæld får man en charmerende, klassisk ejendom på en central adresse i Valby. Udbudspris: 4.298.000 kr.
En anden Valby-adresse tager andenpladsen på listen over dyreste håndværkertilbud. Her er der også tale om en charmerende murstensvilla i et populært kvarter. Man får 150 renoveringsparate kvadratmeter med en perfekt og fredfyldt beliggenhed. Udbudspris: 5.350.000 kr.
Danmarks dyreste håndværkertilbud er en ejerlejlighed på Østerbro. 237 herskabelige kvadratmeter er der at lege med for køberen med håndværksmæssig snilde. Lejligheden udbydes ikke med en fast pris, men med en skønnet kontantpris. Udbudspris: 5.995.000 kr.