”Den rigtige beliggenhed og en god pris; det er formlen på et hurtigt boligsalg”, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk. Og den formel lykkedes for halvdelen af villaejerne, der i maj måned fik solgt deres hus på bare 39 dage i gennemsnit. Det er langt under landsgennemsnittet, der i maj lå på 209 dage. Bagsiden af medaljen er, at den anden halvdel af villaerne var næsten 10 gange så lang tid om at blive solgt.
De store forskelle i salgstiden er til dels affødt af geografi. I Region Hovedstaden bliver husene solgt langt hurtigere end i de andre regioner i landet. Men selv inden for regionen er der store forskelle på kommuneplan; I Region Hovedstaden spændte salgstiden på villaer i maj mellem 74 dage Albertslund til 169 dage i Halsnæs Kommune. Inden for kommunegrænsen afgøres salgstiden af husets placering, stand og pris.
”De fleste kender et godt køb, når de ser det. Det gælder også, selvom man bor i en kommune, hvor salget generelt går langsomt. Et attraktivt hus til en god pris, vil aldrig slå rod på boligmarkedet”, siger Birgit Daetz.
Du kan selv gøre dit for at sikre et hurtigt salg. ”Sørg for at rydde op og rydde ud i dine møbler, nedton stærke farver, og gør rent. Lugt spiller en stor rolle i boligsalget, og uanset om din bolig lugter af røg, dyr, mad eller stærk parfume, gør det den sværere at sælge”, siger Boligstylist Birgitte Vosper fra Busy Bees Boligstyling.
Hurtigste salgstid i maj (villa/rækkehuse)
- Albertslund (74 dage)
- Rødovre (76 dage)
- Hvidovre (83 dage)
- Lyngby-Taarbæk (83 dage)
- København (90 dage)