Danmarks dyreste lejlighedspriser finder du i Frederiksberg Kommune. Her er man ikke bleg for at tage over 31.000 kroner for en enkelt kvadratmeter, og den dyreste lejlighed koster da også 18,5 millioner kroner og har en kvadratmeterpris på over 55.000 kroner.
Men hvor billigt kan du så bo på Frederiksberg? Boligsiden.dk er gået på discountudsalg i Danmarks dyreste kommuner. Vi kan afsløre med det samme, at kvadratmeterprisen på lejligheder på Frederiksberg ikke kommer under 20.000 kroner.
1. Billigst på Frederiksberg
A.D. Jørgensens Vej 75, 2., 2000 Frederiksberg http://www.boligsiden.dk/salg/141132182
Den billigste lejlighed på Frederiksberg har godt nok en kvadratmeterpris på over 27.000 kroner, men til gengæld er der kun 31 kvadratmeter at betale for, så udbudsprisen holder sig på 849.000 kroner. Lejligheden er lækker og ligger tæt på de grønne områder ved Grøndalsparken. Til gengæld er lejligheden mest egnet til dig, der elsker take-away og ikke rigtig gider lave mad selv. Der er nemlig kun et trinettekøkken, der ikke for alvor egner sig til de store kulinariske udfoldelser. Udbudspris: 849.000 kr.
2. Billigst i København
Banevolden 44, st. 2500 Vallby http://www.boligsiden.dk/salg/592889821
Københavns Kommune brillerer med kvadratmeterpriser på godt 27.000 kroner. Kommunens dyreste lejlighed ligger på Langelinje Alle og er til salg for små 16 millioner og en svimlende kvadratmeterpris på over 80.000 kroner!
I Valby, kun få hundrede meter fra Søndermarken, er kvadratmeter prisen nede på 14.000 kroner, og den 42 kvadratmeter store lejlighed kan erhverves for 595.000 kroner. Lejligheden har et fint lille køkken, pænt bad og altan. Udbudspris: 595.000 rk.
3. Billigst i Aarhus
Dr. Holsts Vej 34, 8230 Åbyhøj http://www.boligsiden.dk/salg/149632072
Aarhus er Danmarks tredje dyreste kommune. Priserne på lejligheder kravler over 26.000 kroner, og dyreste lejlighed løber op i små 10 millioner kroner og ligger i det relativt nybyggede ”isbjerget” ud til vandet.
Aarhus Kommunes billigste lejlighed er derimod trukket ind i landet og ligger i Åbyhøj få kilometer fra centrum. Her slipper du med 425.000 kroner for en lettere ramponeret lejlighed, du kan bo i for under 3.000 kroner om måneden, hvis du lægger en udbetaling på 25.000 kroner. Et godt alternativ til en dyr lejelejlighed i byen. Udbudspris: 425.000 kr.
4. Billigst i Gentofte
Skjoldagervej 72, 2. mf, 2820 Gentofte http://www.boligsiden.dk/salg/612235164
I Gentofte ligger lejlighedspriserne på højde med dem i Aarhus. Den dyreste lejlighed koster her små 16 millioner kroner og ligger i Tuborg Sundpark, og kommunen er kendt for sinde afsindig dyre adresser, hvor Øresundsudsigt, beliggenhed tæt på København og herlighedsværdien generelt trækker priserne op. I øjeblikket er den dyreste villa i Gentofte udbudt for hele 68 millioner kroner!
Er det her, du vil bo, kan du glæde dig over, at du blot skal af med 748.000 kroner for den billigste lejlighed, der ligger med postnummer i Gentofte. Tager du et par fornuftige vandresko på, kan du gå en aftentur til vandet og mingle med de rige (og måske overveje at tage bussen hjem). Lejligheden er lys, har et minimalistisk køkken og en stor, sydvendt altan med en god udsigt. Udbudspris: 748.000 kr.
5. Billigst i Lyngby-Taarbæk
Cedervænget 25, st. mf., 2830 Virum
Godt nok kommer Lyngby-Taarbæk ”kun” på en femteplads over kommuner med de dyreste kvadratmeterpriser for lejligheder, men det er i Lyngby-Taarbæk Kommune, at det dyreste hus er til salg netop nu. 78 millioner skal du hive op af foret for den store Øresundsvilla i Klampenborg, mens dyreste lejlighed kun koster små 12 millioner.
Kommunens billigste lejlighed ligger i Virum, der ellers også er område for nogle virkelig dyre villaer. På Cedervænget får du 50 kvadratmeter lejlighed med rummelig altan i gåafstand fra stationen Udbudspris: 825.000 kr.
Dyreste kommuner (ejerlejligheder):
- Frederiksberg (31.420 kr. pr. m2)
- København (27.317 kr. pr. m2)
- Aarhus (26.236 kr. pr. m2)
- Gentofte (26.053 kr. pr. m2)
- Lyngby-Taarbæk (23.689 kr. pr. m2)