Der er langt mellem de dyreste og billigste kommuner, når det kommer til sommerhuspriser. Det viser nye tal fra Boligsiden.dk for sommerhushandler i april måned.
Således koster en kvadratmeter sommerhus 31.381 kroner i Helsingør Kommune og 8.473 kroner i Lolland Kommune. Køber du et sommerhus på 100 kvadratmeter, giver det en forskel på 2.290.800 kroner.
”Sommerhuse med beliggenhed i Nordsjælland er rigtig meget værd, og i Helsingør Kommune ligger Hornbæk, der har én af de mest eftertragtede beliggenheder i Danmark. Har man midlerne til at købe sommerhus her, så behøver man heller ikke gå på kompromis med drømmebeliggenheden,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.
Efter Helsingør Kommune følger nabokommunen Gribskov, hvor det populære sommerhusområde Tisvildeleje ligger.
Kommune | Salgspriser, kr. per m2 |
---|---|
1. Helsingør Kommune | 31.381 kr. |
2. Gribskov Kommune | 21.034 kr. |
3. Odder Kommune | 17.725 kr. |
4. Halsnæs Kommune | 16.713 kr. |
5. Varde Kommune | 15.948 kr. |
*kun kommuner med minimum 5 handler i april indgår i beregningsgrundlaget |